Archive for category Google Analytics

Ugen der gik i statistik

Helt ærligt. Google Analytics kan være temmelig uoverskuelig! Især hvis man ikke lige ved, hvor man skal kigge, og hvad man skal kigge efter. I det hele taget er webstatistik lettere at forholde sig til, hvis det bliver præsenteret i små bidder og gerne på en lækker, konsulentagtig måde. Derfor har jeg på min arbejdsplads opfundet “Ugen der gik i statistik”: En ugentlig oversigt over de vigtigste statistikker for websitet, som jeg giver til alle, der er involveret i det – også chefer.

Oversigten indeholder:

  • Antal besøg
  • Antal gennemførte mål og konverteringsfrekvens
  • De 5 mest besøgte sider
  • De 5 mest søgte ord i webstedssøgningen
  • De 5 mest søgte ord i Google
  • Bonusinformation

Sådan finder du statistikkerne

Start med at sætte datointervallet (til højre over grafen) til den uge, du vil vise statistik for.

Besøg: På betjeningspanelet kan du nu se, hvor mange besøg websitet fik i den valgte uge. Du kan også finde statistik over besøg under menupunktet “Besøgende” > “Besøgstendens” > “Besøg”, hvor antallet af besøg er fordelt på hver enkel dag i ugen.

Gennemførte mål og konverteringsfrekvenser: kræver, at I har opsat mål i Google Analytics. Et mål kan være en gennemført handel (hvis I har en webshop), en tilmelding til jeres nyhedsbrev eller kundeklub, eller det antal sider, I ønsker, jeres brugere ser på websitet (hvis I har et nyhedssite). Under menupunktet “Mål” kan du se en oversigt over antal gennemførte mål i den valgte uge, og under “Mål” > “Konverteringsfrekvens” vises konverteringsfrekvenserne. Det er en god ide at opsætte kanaler sammen med dine mål, for så får du en fin visualisering under “Mål” > “Kanalvisualisering”, som du kan bruge til at vise, hvor mange der faldt fra i stedet for at gennemføre et mål.

De 5 mest besøgte sider: finder du under “Indhold” > “Indhold på topniveau”. Er du i tvivl om, hvilke konkrete sider det er, så klik på siden og derefter på linket “Besøg denne side” under grafen.

De 5 mest søgte ord i webstedssøgningen: kan du kun se, hvis I har en intern søgemaskine på jeres website og har sat Google Analytics op til at spore den. På webanalytiker.dk kan du læse hvordan du sporer webstedssøgninger, og hvorfor det er en rigtig god ide at gøre det.

De 5 mest søgte ord i Google: finder du under “Trafikkilder” > “Søgeord”. Her vises selvfølgelig søgeord fra alle søgemaskiner, der ledte ind på jeres website, men for enkelthedens skyld har jeg i min oversigt valgt kun at skrive Google. Det er den søgemaskine, de fleste er fortrolige med.

Bonusinformation: er hos mig en sjov fortælling, en trist nyhed eller et klap på skulderen fortalt igennem webstatistik. F.eks. har jeg under menupunktet “Trafikkilder” > “Henvisningswebsteder” lavet en sortering på laveste afvisningsprocent ved at klikke på kolonnen “Afvisningsprocent” (indtil pilen peger opad) og fundet websites, der sender brugere hen til os, som kigger på mange sider og bruger meget tid på siderne. Det var primært blogs og virksomhedsintranet, som vi slet ikke havde i tankerne. Derfor blev det en sjov fortælling. Under menupunktet “Indhold” > “Topdestinationssider” fandt jeg senere ud af, at alt for mange brugere lander på vores ‘fejl 404 side’. Det blev en trist fortælling.

Skræddersy din egen “Ugen der gik i statistik”

Find de statistikker, der passer bedst til jeres behov. I min oversigt har jeg udeladt statistik over henvisningssteder, fordi det altid er de samme, der skiller sig markant ud hos os. Måske er det ikke tilfældet hos jer, og så kan det være meget interessant at vide. Ofte er det også relevant at vide hvilke 5 sider, der er de mest afviste. Dem finder du under “Indhold” > “Indhold på topniveau” og ved at klikke på kolonnen “Afvisningsprocent” (indtil pilen peger nedad).

Med “Ugen der gik i statistik” bliver webstatistikkerne tydelige for alle og lettere at tale sammen om. De dårlige vil tydeliggøre, at der er brug for forbedringer på websitet, mens de positive vil skabe glæde og styrke motivationen internt i arbejdsgrupperne – for “så virker det jo det skidt dér”, som en af mine kolleger engang sagde til mig.

Har du gjort dig erfaringer med lignende initiativer? Eller har du gode ideer til statistikker, der kan indgå i “Ugen der gik i statistik”? Så vil jeg blive rigtig glad, hvis du deler dem i en kommentar.

12 kommentarer

Vis mig din webstatistik

Synlig webstatistik på envision.dk

Synlig webstatistik på envision.dk

De fleste websites har en “om os”-side, hvor du kan læse lidt om virksomheden eller personen bag, se en referenceliste og måske eksempler på cases. Reklamebureauet Envision har en side, de kalder “om dig”. Dén fik lige et klik fra mig.

På siden viser Envision lidt webstatistik om dig: Hvor du befinder dig, hvilken computer du bruger, hvor på nettet du og andre kom fra, og hvad jeres formål med besøget var. Simpelt, men alligevel tankevækkende. For på nettet er det muligt at måle alverdens ting og sager, som ikke kan måles i offline markedsføring, men som regel er det kun virksomheden eller personen bag, der studerer statistikkerne. Hvorfor ikke give noget igen ved at dele den åbenhed, der er et vilkår på nettet, med dine brugere?

Fra et brugerperspektiv inspirerer den synlige webstatistik mig fordi:

  • Den er en gimmick, som fanger min interesse, og jeg får lyst til at teste den i flere sammenhænge.
  • Den fortæller mig noget om de andre brugere, som jeg kan sammenholde mig selv med.

Fra et virksomhedsperspektiv inspirerer den synlige webstatistik mig fordi:

  • Den har markedsføringværdi. Den høje procent af besøgende, der leder efter job eller praktikplads på envision.dk, signalerer at virksomheden er attraktiv. Webstatistikken alene viser, at Envision arbejder seriøst med websitet og interesserer sig for sine brugere.
  • Den er dynamisk og har høj troværdighed, fordi den bliver genereret af brugerne.
  • Den synliggør på en kreativ og ærlig måde, at der bliver registreret statistik på websitet.

Blogindlægget skal ikke læses som en opfordring til at genindføre de klassiske besøgstællere (selvom de sikkert også kunne have gimmickeffekt), men måske kunne det være interessant for jeres brugere at se, hvad der bliver søgt mest efter på jeres website? Hvor stor en andel kommer fra søgemaskiner eller AdWords? Og hvilke browsere bruger de?

3 kommentarer

Google Analytics er din ven

Som webansvarlig er der altid opgaver at kaste sig over, for et website står aldrig stille. Nye tekster skal skrives, produkter og kampagner opsættes, brugerhenvendelser besvares, kolleger supporteres, og hvis ikke der er nye udviklingsopgaver på trapperne, kan det eksisterende hele tiden forbedres. Ofte falder du tilfældigt over et område på websitet, der trænger til en kærlig hånd, eller også har I internt i virksomheden fundet frem til, at noget mangler eller ikke helt fungerer. Har jeg ret?

Det holder bare ikke! Hvis du vil have det optimale ud af jeres website og skabe synlige resultater med dine forbedringer, må du ikke lade dit eget eller dine kollegers perspektiv styre, hvad der skal arbejdes med. Lad i stedet brugerne guide dig. For hvem er websitet egentlig til for?

Mit tip til dig er: Gør dig selv og din arbejdsplads en stor tjeneste og opsæt Google Analytics. Det er gratis, nemt at bruge, og det fortæller dig præcist, hvad jeres brugere foretager sig. Hvor de klikker og ikke klikker, hvornår de forlader websitet eller afbryder en handling, hvor i verden de kommer fra, og hvad de søger efter. Brug så dén viden til at prioritere din arbejdsindsats. For der er jo ingen grund til at pusle med et billede på en side, hvis der ligger vigtig information på en anden side, som ingen brugere finder. Og hvorfor kun oversætte jeres tekster til engelsk, hvis 30 % af jeres brugere er fra Sverige? Flytter du et link eller et banner til en ny placering, vil du også kunne se, om det har haft den ønskede effekt. Giver det flere eller færre klik?

Sådan kommer du i gang med Google Analytics:

  1. Start med at oprette en gratis Google Konto, så du kan tilmelde dig Google Analytics.
  2. Tilmeld dig Google Analytics og hent den sporingskode, som du eller din programmør skal indsætte i footeren på jeres website – det er vigtigt, at sporingskoden ligger på alle sider.
  3. Vent 24 timer og gå derefter på opdagelse i webstatistikkerne.

På bloggen vil jeg løbende komme med gode tips til enkle opsætninger i Google Analytics, som jeg selv har haft stor glæde af. Hvis du hellere vil lære det hele på én gang, kan jeg varmt anbefale dig at hente den gratis udgave af Analyticsbogen skrevet af Jacob Kildebogaard og Morten Vadskær. Den er let at læse og giver dig al den viden, du behøver, for at komme godt i gang.

2 kommentarer

%d bloggers like this: